torsdag den 15. september 2016

Her er skolerne, hvor børnene bestemmer


Fire skoler i hovedstadsområdet arbejder med at lære børn om deres rettigheder og tage dem med på råd.
Danske børn skal kende deres rettigheder. Derfor er fire folkeskoler i hovedstadsområdet nu omdannet til såkaldte UNICEF rettighedsskoler.
Det vil sige skoler, hvor undervisningen og det sociale miljø bygger på FN Børnekonventionens 54 rettigheder, og hvor eleverne bliver taget med på råd.
- Danske børn kender ikke deres rettigheder. Faktisk er det kun 23 % af dem der har hørt om børnekonventionen, og det tal er det laveste i Norden. Børn der kender til deres rettigheder står stærkere, siger Anne Mette Friis der er chef for børne- og ungdomsarbejdet hos UNICEF.
Langelinieskolen på Østerbro var den første til at afprøve UNICEFs skoleform i 2015. Efter blot et år fik skolen den bedste vurdering i København ved den nationale trivselstest. Nu følger flere folkeskoler trop, blandt andet Christianshavn Skole. 
- Vi ved, at børn der kender deres rettigheder er mere robuste. Derfor har vi eksempelvis nedsat et rettighedsråd, hvor der er flere børn end voksne, fortæller skoleleder Anni Green Sandhagen.